jeg siger jer....

.......om mindre end blot 3 dage er jeg simpelthen i NY.

Nu begynder jeg eddermagneme at tænke over hvad det er jeg har sagt go' for. Nu hvor jeg prøver på at finde nogle ting jeg kan pakke, som faktisk er mere besværligt end jeg først troede, kan jeg godt se at 23 kilo til 10 måneder betyder at kun det mest nødvendige får en plads i kufferten!!! Jeg har haft jævn god kontakt med min US familie, jeg har Skypet med dem en enkelt gang, ellers har vi bare skrevet.
Det er virkelig underligt at skulle sige farvel til venner, veninder og familie. Udover at jeg for over en måned siden holdte en afskedsfest, har jeg i morgen (ligesom forrige onsdag) huset fuldt af gæster, hvor det virkelig er alvor. Jeg har i weekenden været i Ålborg, (i sommerhuset i Hals) hvor min fars familie bor. I sidste uge brugte jeg mest muligt tid med mine veninder. Og snart har jeg jo helt forladt DK. Nej hvor vil jeg bare savne alle..

Her kommer forresten lige et lille opstillet stemnings foto, med nogle people fra min afskedsfest:

Jeg er altså begyndt at glæde mig enormt meget. Jeg håber I vil følge med på bloggen når jeg på bedst mulig vis prøver at opdaterer jer i New York.

Torsdag, ja det var bare en god dag - jeg hyggede med bål og det hele, sammen med 2 veninder, mens vi hørte P3 radio. (Ja det bliver faktisk det vigtigste i denne fortælling). Lige fortiden køre P3 et koncept, noget med at lære nye mennesker at kende, ja?. Fair nok - det er vi jo alle så gode til. Pluslig smækker de en hvis Sebastian, som oven i købet er bartender på ClubZweet i Kolding, på. Han vil gerne jonglere med nogle flasker og sådan. Nå men på en eller anden måde for jeg fixet at ringe til P3. Saksusme om jeg ikke efter få sek. er live i radioen - mens jeg bliver lovet 4 drinks og en maaaaasse shots (til fredag aften, hvor jeg skal i byen med 4 veninder). Fair endnu mere nok. Jeg kan med et smil sige, at begge dage var vold gode! Et kæmpe håndtryk er vist det jeg skylder bartender Sebastian, mine veninder og P3, tak for søren da.

Det fortjener også et stemnings foto!

KH//MEV

Ferie

//Hej, vi har gået rundt en hel dag........

//Vores hotel

// Øl vogn, det her var den hvide (pga. trøje farven) - jeg tror der var 10 stk i rap, med forskellige farver

//Det kalder jeg plateau!!!

//hahah, (jeg ved hvad vi synes om det) jeg er til venstre og Julie mod højre

Jeg har været i Frankfurt og Italien med min familie denne sommer. I Frankfurt blev jeg opslugt af dette års Ironman (hvilket min engelske eksamen opgave også omhandlede - derfor var det ekstra spændende) - jeg fik bakset mig frem til de sidste 10 meter, som forgik på den røde løber. Vinderen klarede det på 8 timer og et eller andet - yes du.

Jeg var også så heldig at være sammen med min sweeeeeet veninde Julie (og hendes familie) nogle af dagene. Det var en rigtig lækker ferie, som snildt kunne have varet længere!

Vi fik besøg af et par amerikanske piger (i forbindelse med mit fodbold hold) derfor kunne ferien ikke være længere, det vil i høre mere om senere. 

Jeg skal om få minutter skal jeg ud til mine 2 søde veninder som holder en overraskelse for mig, uhhhhhh :)

PS: DER ER KUN 8 DAGE TIL JEG REJSER TIL USA!!!!!!!!!!!!!

KH//MEV

Taxachaufføren

"Jeg ankom på adressen og trykkede på hornet. Efter at have ventet nogle få minutter, gik jeg op til hoveddøren og bankede på.. "Lige et øjeblik", svarede en skrøbelig ældre stemme. Jeg kunne høre, at noget blev trukket hen over gulvet.

Efter en lang pause, gik døren op. En lille kvinde i 90erne kom til syne. Hun var iført spadseredragt og en lille hat med slør. Hun var som trådt ud af en film fra 40erne.

Ved siden af hende stod en lille nylon kuffert. Lejligheden så ud som om den havde været ubeboet i årevis. Alle møbler var tildækket med lagner.Der var ingen ure på væggene, ingen nips- eller nyttegenstande på hylderne. I et hjørne stod en papkasse fyldt med fotos og glas ting.


"Vil De bære min kuffert ud til bilen?" spurgte hun, hvorefter jeg tog kufferten ud til vognen, og vendte tilbage for at hjælpe kvinden ud. Hun tog min arm og vi gik langsomt ud til vognen.Hun blev ved med at takke for min venlighed. "Det var så lidt" sagde jeg.."Jeg prøver bare at behandle mine passagerer på den måde jeg ville ønske min mor blev behandlet".
"De er sådan et venligt menneske", sagde hun, da vi havde sat os ind i bilen.


Hun gav mig en adresse og spurgte så: "Ville det være muligt at køre gennem den indre by?""Det er ikke den korteste vej," svarede jeg hurtigt.."Åh, det betyder ikke noget," sagde hun. "Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice."

Jeg kiggede i bakspejlet. Hendes øjne skinnede. "Jeg har ingen familie tilbage" fortsatte hun med dæmpet stemme.. "Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen." Jeg bøjede mig lydløst frem og slog taxameteret fra.

"Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?" spurgte jeg.

I de næste to timer kørte vi igennem byen. Hun viste mig bygningen, hvor hun engang havde arbejdet som elevatorfører.Vi kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet, da de var nygifte. Hun fik mig til at køre op foran et stort bolig hus, som engang havde været en danseskole, hvor hun som ganske ung gik til dans.

Sommetider bad hun mig sætte farten ned foran en bestemt bygning, eller et hjørne - mens hun sad og stirrede ind i mørket, uden at sige noget.

Ved det første tegn på begyndende solopgang, sagde hun pludselig, "Jeg er træt. Lad os køre nu".Vi kørte i stilhed til den adresse hun havde givet mig. Det var en lav bygning, som et lille rekonvalcens-hjem med en indkørsel, der førte igennem en søjlegang. To vagthavende plejere kom ud, så snart vi kørte op foran indgangen. De var alvorlige, tjenstvillige - og opmærksomme på hendes mindste bevægelse. Der var ingen tvivl om, at hun var ventet.


Jeg åbnede bagagerummet og bragte den lille kuffert op til døren. Kvinden var allerede blevet placeret i en kørestol."Hvor meget skylder jeg dig?" spurgte hun og fandt sin pung frem."Intet, " sagde jeg."Men du skal jo leve," sagde hun."Der er andre passagerer, " svarede jeg.

Næsten uden at tænke over det, bøjede jeg mig og gav hende et kram. Hun holdt mig tæt ind til sig."Du gav en gammel kvinde en glædelig stund," sagde hun. "Tak."Jeg klemte hendes hånd, og gik ind i det blege morgenlys.. Bag mig smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning.

Jeg tog ikke andre passagerer op på dette skift. Jeg kørte uden mål og med, - fordybet i tanker. Jeg kunne knap nok tale. Hvad, hvis den kvinde havde fået en vred taxachauffør, eller en der var utålmodig efter at slutte sit skift?

Hvad, hvis jeg havde afvist at tage den tur, eller bare havde dyttet én gang, og så kørt væk?

I et hurtigt overblik, tror jeg ikke umiddelbart, at jeg har gjort noget , der var vigtigere i mit liv - end dette."Vi er tilbøjelige til at tro, at vore liv drejer sig om de store øjeblikke.Men store øjeblikke fanger os ofte ubevidst - smukt pakket ind i, hvad andre måske ville betragte som et lille et af slagsen.

MENNESKER HUSKER MÅSKE IKKE PRÆCIS HVAD DU GJORDE, ELLER HVAD DU SAGDE. MEN - DE VIL ALTID HUSKE, HVAD DU FIK DEM TIL AT FØLE.

Jeg faldt over denne spøjse, men tankevækkende tekst på Freja's blog - mit eventyrland, - som jeg sjovt 

nok havde surfet mig frem til. Jeg synes at dette er værd at smide en tanke....... 

KH//MEV

til den søde tand